
V Æ R K
En monografi om Mogens Møllers arbejde gennem seks årtier
“Billedkunstneren Mogens Møller (f. 1934) har gjort sig bemærket i dansk kunstliv gennem de
seneste seks årtier – ikke kun på kunstmuseerne og i den kunstneriske debat, men også rundt
omkring i byrummet:
Fra skulpturgruppen ‘Zodiac’ på Axeltorv og vandkunsten ‘Wiedewelt
1731’ i Det Kgl. Biblioteks Have i København til ‘Guldkrukken på Paradisøen’ ved Randers og
‘Stormklokken’ i Haderslev.
I denne rigt illustrerede bog giver de tre forfattere, tidligere rektor for Det Kgl. Danske
Kunstakademi Else Marie Bukdahl, kunstredaktør ved Politiken Peter Michael Hornung og filosof
og digter Kasper Nefer Olsen, læseren et dybere indblik i billedhuggeren og malerens mangeårige
karriere. De diskuterer Møllers værker, introducerer gennemgående motiver og tematikker og
beskriver hans enorme spændvidde: Han
har ikke blot arbejdet i forskellige medier og skalaer og
været involveret i utallige samarbejdsprojekter med andre billedkunstnere – men også skabt værker,
der spænder fra det helt minimale og abstrakte til det figurative, fortællende og barokke. Bogen
indeholder desuden en række hidtil upublicerede forelæsninger og taler af Mogens Møller.
Mogens Møller er tidligere professor på Det Kgl. Danske Kunstakademis billedhuggerskole og var i
1999-2001 formand for Statens Kunstfond. Han er tildelt Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen
Medaillen.”
Strandberg Publishing, 2016